At genfinde sig selv efter fødslen

At genfinde sig selv efter fødslen

Efter fødslen kan det føles, som om alting er forandret. Midt i glæden over det nye liv kan du måske opleve en længsel efter at finde tilbage til dig selv – den person, du var før graviditeten. Du har måske altid været vant til at træne og føle dig fit, og det har været en stor del af, hvem du er. Du savner måske at kunne passe dine yndlingsbukser, og du savner energien, styrken og glæden ved fysisk aktivitet, men føler dig usikker på, hvordan du skal genfinde den.

I know Mama, det kan virke uoverskueligt at komme i gang igen. Og det kan også være, du støder på forhindringer hver gang, du prøver, som får dig til at tvivle på, om du har viljestyrken til nogensinde at komme i gang igen og genfinde dig selv og din styrke.

Men hvad nu, hvis vejen tilbage til dig ikke handler om viljestyrke? Hvad nu, hvis det i stedet handler om at lytte til dig selv og definere, hvad fitness betyder for dig? Denne artikel udforsker rejsen mod at genfinde dig selv efter fødslen – på dine egne præmisser og med dine egne mål for øje.

Udfordringerne på din Fitnessrejse

Hvis ovenstående lyder bekendt, så er du en mor-atlet. Det er du, når du vælger at være fysisk aktiv på en hvilken som helst måde, af hvilken som helst årsag. Men lige nu er du en mor-atlet med et ødelagt kompas og du ender derfor med at slå dig selv i hovedet, fordi du tror, at du mangler viljestyrke – eller at du ikke prøver hårdt nok.

Din viljestyrke

Sandheden er, at din viljestyrke fejler ikke noget. Du er ikke fuld af dårlige undskyldninger.

Du er bare udsat for det, jeg kalder sundhedsjunglen, for du er target for reklamer, der fortæller dig, at du skal "smide babykiloene med 3 simple trin" eller "blive fit igen med selleri til morgenmad". Jeg må indrømme, det er fængende overskrifter, men deres indhold er desværre langt fra succesgivende.

At overtage andres mål ubevidst

Du bliver også konstant bombarderet med velmenende råd og spørgsmål fra både professionelle og dem i din omgangskreds med udsagn som:

  • "Hvor meget har du tabt dig? Jeg har kun tabt mig xx kg."

  • "Hvad gør du for at tabe dig?"

  • "Jeg har hørt, at man skal knibe 755 gange om dagen for at få sin bækkenbund tilbage."

  • “Nå - nu skal du til at blive Fit igen ik’?” (ja, den fik jeg, et par uger efter min yngstes fødsel)

Disse kommentarer kan få dig til at føle, at du skal leve op til andres forventninger. Derfor presser du måske dig selv og satser alt på din viljestyrke. Når resultaterne udebliver, bliver du frustreret og ked af det. Du begynder at tvivle på dig selv og tænker, at det måske er din viljestyrke, der halter.

Men har du nogensinde spurgt dig selv: Hvorfor?

  • Hvorfor vil du gerne tabe dig – og hvorfor så hurtigt?

  • Hvorfor vil du gerne kunne løbe igen allerede fire uger efter fødslen?

  • Hvad betyder det egentlig for dig at være fit?

  • Hvad er det ved disse mål, der resonerer med dig?

Gør dig Fri ved at være tro mod dig selv

Definér dine egne mål

For at nå dit mål er det vigtigt, at du ved, hvad dit mål er. Og målet skal desuden opfylde et reelt behov inde i dig. Derfor er du nødt til at omdefinere, hvad fitness er for dig, så du kan finde frem til den fysiske aktivitet, der er god og nødvendig for dig lige nu og her, og som bygger dig op til dit endelige mål. Det handler om at skabe en trin-for-trin-strategi, der passer til dig og din livssituation.

Kampen mod din viljestyrke bliver nemlig markant mindre, når dit mål er noget, du virkelig ønsker for dig selv, og ikke fordi andre forventer det.

Glæde ved bevægelse

Når du vælger fysiske aktiviteter, der gør dig glad, og tilføjer en træningsform, der styrker og opbygger din krop på en måde, der passer til dig og dine mål, bliver det lettere at holde motivationen oppe. Det vil sige, når du eksempelvis vælger at løbe af lyst og ikke for at brænde kalorier, bliver både dine løbeture – og det arbejde, du lægger i for at nå dertil – en fornøjelse i stedet for en pligt.

Så luk øjnene og tænk på en bevægelse eller fysisk aktivitet, der gør dig varm og glad helt ind til dine knogler. Er det ridning? Er det løb? Er det zumba?

Dit første skridt mod egen fitness

Så hvordan kommer du i gang? Start med at reflektere over, hvad "fitness" betyder for dig, og hvor meget den form for fitness betyder for dig. Stil dig selv spørgsmål som:

  • Hvordan vil jeg gerne føle i min krop?

  • Hvilken fysisk aktivitet drømmer jeg om at være egnet til at kunne dyrke?

  • Hvorfor betyder det noget for mig?

  • Hvad gør mig glad, når det kommer til fysisk aktivitet?

  • Hvordan gør jeg min krop klar til det?

Ved at finde svarene på disse spørgsmål kan du begynde at arbejde mod mål, der er meningsfulde for dig. Det handler om at skabe en plan, der passer til dine behov og ønsker, og som tager hensyn til, hvor du er i dit liv lige nu.

At bygge broen tilbage til sig selv

Husk, det at genfinde sig selv efter fødslen er en rejse. Det handler om at bygge broen mellem, hvor du er nu, og hvor du gerne vil være. Det kræver tid, tålmodighed og selvkærlighed. Og ved at være tro mod dig selv og dine egne mål kan du finde glæden ved bevægelse igen og føle dig stærk både fysisk og mentalt.

Det er helt okay at tage tingene i dit eget tempo. Det vigtigste er, at du gør det på dine egne præmisser.

Mama glæd dig til rejsen tilbage til dig selv — jeg hepper på dig ♡